Nu er det lidt mere end 1 ½ år siden, at det hele
startede med nogle tanker om at Gud måske havde brug for os et andet sted i
verden end Hasle – Bornholm. I den tid har det nogle gange været meget svært at
forstå, hvad Gud ville med os. Nu er
vi her på GUS og er ved at vænne os til en ny hverdag. Skolen starter klokken
9.00 med fællesandagt, bedegrupper eller minigudstjeneste. Derefter er det tid
til personlig andagt og bøn. Vi har fået et bibelstudiehæfte hvor der er 5
stykker til hver uge. Så det passer perfekt med et stykke om dagen mandag til
fredag. En af vores lærere har været med til at lave dette bibelstudiehæfte som
meget handler om hvor vigtigt det er at vi læser i vores bibel og hvor vigtigt
Guds ord skal være i vores liv.
Eks
salme 1 vers. 2-3 ”Men har sin glæde ved Herrens lov, og grunder på hans lov
dag og nat. Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til
rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham”.
Og Ezras bog kap. 7 vers 9 B - 10 ”For hans Guds
gode hånd var over ham. For Ezra havde sat sig for at granske Herrens lov og
følge den og lære Israel lov og ret."
Det er virkeligt dejligt, at have tid til at lære
Gud og bibelen bedre at kende. Hver mandag har vi vores bibelgruppe, hvor vi
kan snakke om hvordan det gik med at få læst i løbet af ugen samt hvad vi
konkret har tænkt på at ændre i vores liv. En af opgaverne i hæftet var f.eks.
at læse et kapitel af Ordsprogenes bog hver dag i en måned, og så forsøge at
leve konkret efter det der står. Her er meget at tage fat på. Og det er
selvfølgelig ikke fordi vores frelse afhænger af hvordan vi lever, men det er
vigtigt når vi ønsker at følge i Jesu fodspor og bliver kristne ledere rundt om
i verden.
Derudover har vi nogle fantastiske gode
undervisningstimer hvor vi har lært en masse om mødet med en anden kultur som
kan give nedture og frustrationer. Vi har lært hvordan man kan lære et nyt
sprog på en god, sjov og hurtig måde, og vi har lært en masse om Islam. Vi har også lige haft besøg af nogle gæstelærere fra USA som ville bevise at Gud har skabt verden og Jesus er opstået. Vi lærte en masse om The Big Bang og Intelligent Design samt evolutionsteorien.
Alt i alt sker der rigtig meget og det føles
virkelig som om at Gud udruster os til vores tid fremover som vi glæder os
spændte til. En ting jeg er kommet i tanke om imens vi har været heroppe er,
hvor vildt det er, at vi tager på missionsskole i 4 måneder, skal lære et helt
nyt sprog på 6 måneder, og rejser halvvejs rundt om jorden for at fortælle om
Jesus. Hvorfor gjorde vi ikke meget mere derhjemme for at fortælle om Jesus til
vores naboer og dem vi mødte, når nu vi kunne sproget og havde en rimelig ide
om hvordan man bør opføre sig i samfundet?
Men bibelen fortæller os at vi skal sende missionærer.
Jeg er blandt andet kommet til at holde meget af et vers i Apostlenes Gerninger.
Kap. 1 vers 8 B ” I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og
Samaria og lige til jordens ende”, og her fortæller Jesus os ikke hvor det er
vigtigst eller hvor mange procent der skal sættes hvor. Han siger bare vi skal
fortælle om ham hjemme, lidt længere væk og resten af jorden. Det er dejligt at
være en kristen, og det er fantastisk at Gud kan og vil bruge os.
(Filip)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar