Efterlod vi et indtryk?

I fredags holdt vi en familiefest i parken i Angamos. Det er det område, hvor vores kirkelokale ligger, og vi holdt festen for at gøre opmærksom på, at vi eksisterer. Hvordan gør man så lige det? Vi valgte at holde en fest med fokus på familier, da vi gerne vil i kontakt med både voksne og børn. Et af de nye tiltag i kirken er nemlig den børneklub, Filip og jeg starter på fredag.

I ugen op til festen havde vi gået rundt i området, ringet på dørene og inviteret både dem i hjemmene og på gaderne. Plakater på lygtepæle osv. hjalp også. Det er stadig grænseoverskridende for mig at stemme dørklokker…. Jeg minder mig selv på, at det er meget naturligt for dem, at man ringer på, lige meget om man er vagtmanden, der skal have sin løn, en mand der gerne vil have job som havemand eller en ung studerende, der tjener lidt ekstra ved at sælge tandpasta eller skrivegrej. Samtidig startede vi hver ringe-på-tur, med bøn for området og åbenhed hos dem vi ville møde, og jeg er ikke i tvivl om, at Gud var med os.

Mickey Mouse var trækplasteret på selve dagen. Thomas havde hele kroppen godt pakket ind, og kunne fint holde varmen bag de tykke fødder, hænder og det kæmpe ansigt. Det var ret umuligt for ham at se, så guidet af Elisabeth gik han rundt i nabolaget og vinkede og inviterede til familiefesten. 

Vi har opdaget at peruvianere er meget glade for lyd og larm alle steder man færdes… Derfor lejede vi et anlæg med højtalere og mikrofon. Det viste sig da også, at der kom flere folk til, da anlægget endelig fungerede, så det var godt lagt ud.

Festen startede med en kort velkomst, og derefter fri leg med de forskellige ting vi havde gjort klart. Filip havde stået for dette og havde lavet to sjove maskiner, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden og ramme plet. Hvis du ramte løvens mund, fløj der et bolche tilbage til dig (alternativ flødebollemaskine), og hvis du fik ram på ballonen, der drejede rundt med helikopterens propel, så fik du også et bolche. Derudover var der stylter til fri afbenyttelse, og dåser der skulle skydes ned.  Børnene her i Peru har vist ikke så ofte mulighed for at lege med sådan nogle ting, og de var med på det med det samme. De så virkelig ud til at nyde det. 

Midtvejs i festen havde vi lidt fælles program med nogle konkurrencer, hvor børnene gladeligt meldte sig til at deltage. De dystede i lime-stafet, styltegang og  kapløb med barn på skuldrene. Peruvianerne er dejligt legeglade, og det gik rigtig godt. Anne Dorthe styrede det perfekt med både lege, og hvad der ellers skulle siges i mikrofonen. Det var jeg meget taknemmelig over. Det er ikke fordi, at jeg er bange for at snakke spansk nu, men både spansk, en større gruppe og en mikrofon kan godt gøre mig lidt smånervøs. Jeg holdt mig til at snakke med nogle af de voksne, der var kommet, og jeg fik nogle gode snakke. Inden festen havde vi aftalt denne fordeling, og det var godt at vi med hvert vores fokus fik dækket mange ting ind.

Vi havde fået besøg af Susi fra Chiclayo. Hun kom og hjalp os med at synge nogle sange og fortalte lidt om at bygge sit liv på Gud, den faste klippegrund. Det gjorde hun på en rigtig god måde, og det var skønt at hun tog den store opgave. Et sådant besøg er også med til at opbygge vores forhold til kirken i Chiclayo.

  

Alle blev tilbudt en forfriskning, et glas chicha morada. Her må jeg indskyde, at denne drik var noget som Filip holdt sig langt fra det første lange stykke tid vi boede her i landet. Nu køber han lilla majs, lime, ananas, sukker, kanel og nelliker for at koge og lave denne drik… Jo vi rykker os også kulturelt;-) Samtidig kunne de købe en billig lækker muffin med enten kakao eller lime-smag.

Igen var der fri leg med maskiner osv. og vi kunne snakke lidt med folk og invitere dem til de forskellige aktiviteter vi har i kirken. Det er for tiden mandebibelstudie, engelskundervisning, børneklub og søndagssamling.
Da festen sluttede, fik børnene en lille slikpose med hjem med et bibelvers, samt en bold – sidstnævnte doneret af en anonym giver i vores omgangskreds.

Da forberedelserne gik i gang, lagde vi ud med lidt små forhindringer: En helt unormal vind, der blæste alt muligt væk, en hjælper der næsten besvimede, lydanlægget der tog lang tid om at virke, få mennesker i gaden Mickey kunne invitere og én der fortalte os at det var et forkert tidspunkt for en familiefest, fordi folk tog til andre fester om fredagen… Så jeg var ved at blive lidt modløs, da det startede lidt rodet op og med få folk. Men med god hjælp ovenfra så kom der faktisk flere familier, og vi fik en god fest. Mine tanker kværner godt rundt efter sådan en oplevelse. Jeg håber virkelig, at nogle, af de folk vi har snakket med, har fået noget med sig…. Måske en åbenhed overfor os som kirke, måske nogle nye tanker om Gud eller deres egen tro, måske lyst til at komme til nogle af vores aktiviteter eller måske noget helt andet… Jeg håber, at vi efterlod dem et indtryk. Er indtryk der leder dem i retning af Gud på en eller anden måde. Vær gerne med til at bede for dem vi har mødt, og også for at de må få lyst til at komme til nogle af vores aktiviteter, så vi kan lære flere at kende. Især vores børneklub på fredag står uden deltagere, og vi håber og beder til at nogle vil komme.

(Christina)