mandag den 27. august 2012

Hverdagen begynder

Nu kom vi endelig til det, vi har ventet mest på.. at begynde på hverdagen, hvor Milka passer og underviser børnene, og vi skal lære noget. Den første time fra 9 til 10 var af ukendte årsager aflyst idag, og vi begyndte først kl.10. Det er ret sent, når børnene står op 6.15 og venter spændte på, at læreren skal komme. Hun kom, og de gik glade i skole. Vi gik forventningsfulde mod vores 1. skoledag, og idag handlede det mest om at lære stedet og omgivelserne at kende. Den sidste del af dagen var vi i vores egen klasse Praktisk missiologi og bistand sammen med en anden klasse, der hedder Faith in action. Vi er kun 9 i vores egen klasse, som mere simpelt kaldes missionærklassen, og derfor har vi næsten al vores undervisning med den anden klasse, for de er også kun 9. Efter en præsentation af os hver især fik vi gennemgået, hvad kurset handler om. Det kan ikke koges helt ned til en kort forklaring på få sætninger, men meget groft sagt, så får vi på kurset en del redskaber, viden og erfaring fra erfarne missionærer, og ud over de planlagte moduler bliver der også tid til at tage hensyn til de ønsker og forventninger, vi hver især gav udtryk for idag. Hver 14. dag får vi også personlig vejledning med en af lærerne. Læreren idag hed Gerson og er en mand fra Italien, og han har et hav af spændende og lærerige erfaringer i bagagen, som han virker til at give videre på en god måde - vi glæder os! I klassen er der folk fra Norge, Brasilien og så lige os fra Danmark. Naturligvis kommer alt til at være på engelsk, og allerede her på 2. dagen kan vi sige, at det faktisk ikke generer os ret meget. Vi fik en rigtig god fornemmelse af, at vi kommer til at få en seriøs, grundig, personlig og vedkommende undervisning sammen med nogle flinke mennesker, og det bliver spændende.
I eftermiddags gik turen så til Hurdal 4,5 km væk, hvor vi skulle handle lidt. 2 bæreposer løb op i 600 kr... Hvor tit giver man 40 kr. for 100 g spegepølse i DK?? Det var lidt af et kulturchok, som får os til at tænke os gevaldigt om, når vi køber ind. Maden har også givet andre overraskelser... et par af dem er eksempelvis, at vandet smager noget anderledes, så børnene ikke vil drikke det... men det går nu fremad, og Daniel er ved at acceptere det. En anden ting er osten... hvorfor laver man den brun og får den til at smage af karamel... eller det mener de den gør. Der siger vi pas. Så lidt spændende kulinariske oplevelser kan man også få, så tæt på hjemme;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar