torsdag den 11. april 2013

Besøg fra DK, påske og et hav af oplevelser!

Det er på tide med et indlæg, og der er nok at fortælle. To her i familien har haft fødselsdag, og ind imellem det er der sket en masse. Filip blev 34 år d. 20/3, og det fejrede vi stille og rolig med et par kaffegæster og pizza om aftenen.

Flere af gaverne hjælper på det lokale look: En Peru-t-shirt, en bemærkelsesværdig læderhat og en inca kola  t-shirt, der her er ved at blive pakket ud... 

Den sidste aktivitet på Filips fødselsdag var at hente vores første gæst fra DK i lufthavnen... Min Far! Børnene skippede den sædvanlige sengetid, og ventede med spænding og utålmodighed i lufthavnen. Morfar kom endelig ud af flyet, og vi havde et dejligt besøg i 2,5 uge. Han var frisk på at bo hos os, i de lidt trangere kår end på Bornholm, så han delte køjesengen med en af børnene og på skift boede den anden på en madras hos os. Det gik over al forventning for alle parter. Vi fortsatte vores hverdag med sprogskole, skole og børnehave, og imens udforskede min far Arequipa og omegnen på egen hånd. Han kender nu byen bedre end os, så nu ved vi, hvor vi kan få råd om forskellige klostre, busture osv. - på dansk;-) 

Inden påske fik vi en ekstra udfordring på sprogskolen. Vi skulle fortælle om påsketraditionerne i vores eget land for alle de andre studerende - sjovt nok på spansk. Det var lidt af en mundfuld, men vi var så heldige, at vi skulle arbejde sammen med de andre fra samme land, så vi var jo fire til at fortælle om DK. Vi overlevede, og vi tror de forstod, hvad vi fortalte. En del af dagens program var, at vi fik introduceret ingredienserne til en suppe, de spiser i påsken her i Peru, og efter fremlæggelserne fik vi så lov at smage.

Her fortæller læreren Edgar om Perus påsketraditioner i den katolske kirke. I baggrunden ses  sprogskolens leder Pedro og hans søn Juan Carlos, der også er lærer på skolen. 

Disse fiskeæg/rogn var noget af det, der gjorde, at man godt kunne smage at det ikke var en  dansk suppe.  Det var lidt som at tygge i en slags bobleplast....


Det var spændende at høre om påsken i de forskellige lande og jeg mener vi kom igennem Østrig, England, Canada, Korea, Tyskland og naturligvis Danmark og Peru. Anderledes og lærerig skoledag!

Da vi kom til påsken, havde vi fri fra sprogskolen skærtorsdag og langfredag. Vi benyttede de ekstra fridage til at få set to af de største og mest spændende ting i "nærheden" sammen med min Far - Colcadalen og Titicacasøen. Det var en rigtig god og spændende tur, og vi kunne fortælle tusindvis af linjer, om de imponerende ting vi så. Jeg vil prøve at begrænse mig, og fortælle mest gennem billeder...

Turen startede med en ca. 5 timer lang bustur til byen Chivay i Colcadalen. På vejen var der flere pauser, hvor vi kunne strække benene, se den flotte natur eller måske købe lidt af nogle af de mange sælgere, der stod klar.  

Her er så den levende udgave af det dyr, vi tidligere kun har omtalt som en god bøf - Lamaen. 

Vi så mange slags lamaer, og de tog det roligt med lidt selskab.

Her har vi en pause på 4910 meters højde. Da jeg steg ud af bussen mærkede jeg snefnug, og da jeg kom ind var jeg svimmel pga. højden... Der var så koldt at børnene fik lokket en hue ud af mig. 

Et klassisk tur-foto med Colca-dalen i baggrunden. 

Det er ikke hver dag man kan klappe en sød lama-unge....

Der var simpelthen så flot i Colca-dalen og billederne kan knap vise det.

Endnu et forsøg på at vise lidt af den imponerende natur.

Endelig kom vi til udsigtsstedet i colca-dalen, hvor man ser efter condorfuglene. Condorerne er de største flyvende fugle i verden. 

Her er en af dem. De kan have et vingefang på op til 3,2 meter, men de flyver jo ikke lige ved siden af én, så børnene var lidt skuffede over, at de ikke så større ud. Vi var til gengæld imponerede! 

Næste destination var Puno, hvorfra vi tog på en tur ud på Titicaca-søen. Den er verdens højest beliggende sø, og den er kææææmpe stor. Der er mange små øer i søen, og vi besøgte to af dem. Den ene var en lille siv-ø med 23 indbyggere, og den anden en større ø med godt 2000 indbyggere. Det var meget forskellige steder, og imponerende på hver deres måde.  

Her ankommer vi til den store ø, hvor der var lidt af en gåtur til toppen. 

Huerne her er ikke tilfældige. De betyder noget med om man er gift eller er singel, søger en partner eller hvordan man ellers tænker på det punkt. Så er det ligesom officielt! 


Igen.... flot!

Lidt hygge med Morfar på båden.

Udsigten fra toppen af båden var ikke dårlig. 

På siv-øen fik vi en smagsprøve på det, de bruger istedet som tandpasta. Elisabeth er en smule skeptisk. 

Den lille siv-ø. Dem der mener at Bornholm er en lille lukket ø, skulle tage hertil og se!

Her fik vi forklaret og vist, hvordan de bygger siv-øen. Det tager 1,5 år at bygge en ø. Bliver familien der bor på øen uvenner, gør man det, at man skærer øen igennem og flyder hver til sit - smart... 


Vi var afsted på turen fra skærtorsdag til søndag, påskedag. Der var program på fra ca. 6.30 hver morgen til 18 aften, så der var ikke meget tid til andet. Ind imellem snakkede vi lidt med børnene om, at vi nu havde påske og hvad det betød. Desværre blev det dog ikke til så meget mere. Igennem påsketiden var der dog nogle ting i naturen, eller et par optog, der mindede os om påsken:


Palmesøndag (inden turen) var vi til et optog ved katedralen her i Arequipa. Det viste sig, at der var mest fokus på at se biskoppen komme ud fra katedralen, og ikke så meget fokus på Jesus. Med kameraet rettede jeg fokus mod de palmegrene/buketter folk stod med. De mindede mig om det, der virkelig skete dengang. At Jesus red ind i Jerusalem og blev hyldet med palmegrene som en konge! Ikke biskoppen...  


Tjek venstre hjørne. Flot detalje i naturen, når man nu ser det langfredag, hvor Jesus døde på korset. 



Æslet var Jesu transportmiddel palmesøndag... 



Påskedag så vi dette optog med en Maria-figur. MEN det var JESUS der opstod påskedag! Det er svært at opleve deres misforståede fokus på Maria, og samtidig bekræfter det mig i, at det giver mening at vi er her. 

Som det sidste vil jeg gerne vise lidt fra Daniels fødselsdag d. 5/4, hvor han blev 5 år. Han ville ikke holde fødselsdag i børnehaven, så istedet holdt vi alle fri og hyggede med ham. Her er et par glimt:



Jubbiiii! Jeg fik løbehjul, cykelhjelm og beskyttere, som jeg havde ønsket mig. Nu går det derudad!



De danske og norske børn fra "firkanten" var alle mødt op til fødselsdag - 14 børn. Her åbnes pakkerne på skift ved den klassiske "flaskehalsen peger på".


Endnu en klassiker, sækkeløb...



Om aftenen fik Daniel opfyldt sit store ønske: At få et strudseæg med velkomstdrink på "Zig Zag". Han havde hørt nogle rygter og ganske rigtigt: Lyset blev slukket og tjeneren begyndte at synge, mens ægget med stjernekastere blev båret mod Daniel. Jo, der var stil over det!


Til slut skal I da også lige se, hvordan Daniels børnehavetøj/uniform ser ud:








(Christina)








Ingen kommentarer:

Send en kommentar