Nosotros no somos turistas!

Oversættelsen er: "Vi er ikke turister". Det er vi nemlig ikke længere, for i fredags fik vi vores kort - carné -der viser, at vi har lov til at være her 1 år (det forventer vi så kan forlænges senere). Milka, Thomas, Anne Dorthe og vi har fået kortet, og vi skal nu til at søge om at blive familiesammenført med vores børn.

Jeg er ret glad her på billedet, for det er ikke helt simpelt at få sådan et kort. Der var en del forhindringer undervejs, og på femte dag i Lima lykkedes det. I får en beskrivelse af, hvordan det foregik sidste dag: 

Kl. 9.30 var vi på Interpol, hvor de havde nogle papirer klar til os, som vi kunne tage med til Migraciones. Det skal lige indskydes, at vi nogle dage forinden havde været der og fået taget fingeraftryk og tjekket vores tænder, og det de så heldigvis kom frem til var, at vi ikke er eftersøgte kriminelle. 1. prøve bestået!

Så hurtigt som muligt kom vi til Migraciones, og kl. 10.10 begyndte næste udfordring, der mindede lidt om en af de ti styrkeprøver i Asterix og Obelix. Vagten i stueetagen sendte os til 2. sal, hvor vagten dér sagde, at vi skulle gå til kø nr. 7. Det var en fejl, og vi blev sendt til kø nr. 15.. igen en fejl, og vi blev sendt retur til stueetagen. En vagt her bad os så om at sætte os i en kø... dvs. en laannngg kø med ca. 30-40 siddepladser, hvor man efterhånden får lov at rykke videre. Her nåede jeg både at læse lidt i en bog, overveje hele verdenssituationen og blunde lidt, og efter et ukendt trecifret antal minutter blev vi så sendt op på 2. sal. Her ventede os der en ligeså lang kø, og vi begyndte at blive lidt nervøse... Kunne vi mon nå det hele, inden vi skulle med flyet kl. 17? Hvis vi overhovedet fik kortet, for man kunne aldrig vide... Efter endnu en ubeskrivelig lang ventetid, kom vi nu (igen) til kø nr. 15. Her viste der sig lidt problemer med at Filip har å i sit efternavn og Anne Dorthe bindestreg i efternavnet. Fingeraftryk, underskrift og lidt grundig overtalelse fik så os alle videre til 1. sal. Her fik vi taget billeder til vores carné, og scannet fingeraftryk. Vi var ved at nå vejs ende, og sad så til sidst på nåle, mens vi ventede på at vores navne blev råbt op, så vi kunne hente vores kort. Efter 5,5 time lykkedes det: Vi fik kortene, fløj ud af døren, fangede en taxi, og nåede flyet i sidste øjeblik! Jubiii... det var stort! 

Vi kom med i sidste bølge af missionærer, der sådan rimelig smertefrit kan få carné. Siden vi afleverede vores ansøgninger midt i januar, er der blevet strammet meget op på reglerne, så det nu er nærmest umuligt. En stor tak til Steffen fra Chiclayo, der afleverede ansøgningerne i tide og har gjort alt papirarbejde for os i hele processen. Og ikke mindst en stor tak til Gud for at det lykkedes! 

(Christina)