“EBDV, EBDV,
escuela, biblica de vacaciones”….. er en sang, der jævnligt høres fra Daniel og
Elisabeth. Den lærte de til EBDV i Chiclayo i februar. Groft oversat betyder
det sommersøndagsskole, og det er noget, der har været i alle fire kirker i
Chiclayo. Det kørte på forskellige tidspunkter i kirkerne, og på vores to besøg i februar fik vi besøgt tre af kirkerne, og jeg underviste to af stederne. Det var en
stor oplevelse, og derfor skal I se en del billeder, og høre lidt!
Den her højtaler var en af måderne de fik inviteret byens børn i San Antonio.Der var et fælles oplæg i de tre kirker, og det kørte en uge, hvor børnene kom ca. 2-3 timer hver dag, og var med til sang, bibelske lege, dans, kort bibeltime opdelt efter alder, og en forfriskning til sidst. Der kom ofte flere og flere i løbet af ugen, og til sidst kunne antallet af børn være mellem 50 og 100…
En af de
friske unge fyre stod i kirken og råbte en masse hurtigt og højt, og lyden kom
gennem denne tragt ud til byens mange børn. San Antonio er en landsby udenfor
Chiclayo, og der sker ikke meget for børnene, så de strømmede til. Og de var
simpelthen så søde, dejlige og åbne de børn! De hyggede sig, nød at være sammen
med andre, og deltog interesserede i programmet. Dog er børn jo bare børn, og der kunne nogle gange hos
de mindste børn sprede sig en epidemi af nu-skal-jeg-på-toilet-igen-tanken.
Her i San Antonio fascinerede det mig meget at de unge i
kirken deltog med stor iver. De er simpelthen fulde af liv, glæde, humor og villighed
til at dele evangeliet videre ud til byens børn. Vi var med første gang en mandag, og der fik
jeg også materialet, jeg skulle bruge til undervisningen dagen efter. Jeg forberedte
mig næste formiddag, og håbede stærkt på hjælp fra nogle af de unge til et
lille skuespil jeg skulle lave.. Og det var de heldigvis med på.
Det var
første gang, at jeg sådan skulle undervise en stor gruppe dejlige peruvianske
børn, som jeg ikke kendte, og det var lidt spændende. Jeg havde heller ikke tid
til at øve det med hverken hushjælp eller spansklærer, så jeg måtte hoppe lidt
ud i det… Og jeg overlevede, og jeg tror de forstod meget af det jeg sagde,
trods mine millionvis af fejl. Skøn fornemmelse. Samtidig var Elisabeth med i
den anden gruppe, der var for store børn. Vores volontører Sigrid og Rebekka var
også med, og det var rart, at de var der for børnene, når jeg skulle være på
til undervisning. Heldigvis følte de sig mere og mere godt tilpas, og til sidst
var det så hyggeligt for dem, at de ikke ville hjem igen..
De sidste billeder er fra Cerropon, hvor vi var med en enkelt dag. En af de unge, Sussi, som I ser her med en flok dejlige tøser, styrrede sang og dans flot både i Las Lomas og Cerropon.
Daniel er her med til undervisningen hos de små. Siddekammeraten ser meget intenst på Daniel og så spørger han mig, meget forundret: "Er hans hår farvet?" Efter mit nej, fortsætter han: "Er han født sådan?? Nogle gange kunne Daniel nok ønske at hans hår faktisk var farvet, men denne dreng pillede ham i det mindste ikke i håret som mange af damerne ofte gør;-)
Vi har nu været hjemme igen i et par uger, men disse mange oplevelser står stadig højt i tankerne. Det er skønt at mærke den glæde og iver der er hos mange af kirkens medlemmer i Chiclayo, og få lov til at være med i det arbejde!
(Christina)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar