mandag den 1. oktober 2012

Fysiske og sproglige udfordringer


Et af højdepunkterne i løbet af de sidste 14 dage var den fodboldkamp, Filip og nogle andre fra skolen skulle spille mod en anden skole her i byen, en højskole. Det gik godt, og de vandt! Men det blev ikke kun en sejr for Filip og de andre men også for børnene, der havde en skøn aften. De fik lov at hjælpe cheerleaderne, og det gik Elisabeth meget op i. Daniel derimod løb mest rundt med sine fodboldstøvler og ønskede, at det var ham der skulle spille. Han kunne heller ikke helt forstå, at han ikke bare kunne være med på holdet… Han så, at der et andet sted på stadion var nogle drenge på hans størrelse, der spillede fodbold, og efter lidt tid tog jeg mig mod til at gå derhen med ham og spørge, om han måtte være med. Det måtte han, og han må også fremover komme med til deres fodbold/boldleg…. Der kom en lille takkebøn fra mig til Gud! Vi havde egentlig givet op med at finde en fritidsaktivitet til Daniel, efter at idrætsforeningen her i byen sagde, at der ikke var noget for hans alder. De her børn kom så fra byens børnehaver, så derfor havde jeg ikke fundet nogle oplysninger om det ”hold”. Han gik stolt derfra og glæder sig til at komme med igen efter deres efterårsferie i denne uge. Tidligere har vi været med Elisabeth til noget boldspil/leg, og hun glæder sig også til at være med der efter ferien. Skønt at de nu begge har lidt at gå til, og et sted at være sammen med andre børn. De sidste to søndage har vi været til gudstjeneste i pinsekirken i Råholt, og her har de også været glade for det børnearbejde der er. De har sunget, set dukketeater om bibelhistorier og lavet kreative ting.    



Undervisningen i sidste uge var noget anderledes end ellers. Vi lærte om sprog og metoder til at lære sprog… Den viden skulle vi så afprøve sammen med Moussa. Han var en mørkglødet muslimsk mand fra Senegal, som vi besøgte i hans hus i en kælder. Rummet var dækket til med farvestrålende og mønstrede tæpper, og i centrum af lokalet var bedetæppet som var meget helligt og IKKE noget man rørte… hvilket jeg selvfølgelig kom til at gøre to gange… Det resulterede i nogle høje og uforståelige lyde fra Moussa. Klassen blev delt i to grupper, og fire dage i løbet af ugen besøgte vi Moussa og måtte hver dag huske på gode råd og nye teknikker, som vi havde lært dagen før i den almindelige undervisning over middag. Spændende, anderledes, underholdende og lærerig undervisning som vi nok aldrig glemmer. Som I måske ser på billederne er der en vis lighed mellem Moussa og vores lærer om eftermiddagen…





Vi har været på flere hyggelige ture og besøg den sidste tid. En lørdag var vi sammen med Thomas, Camilla og deres søn Samuel (dem vi har bibelstudie med) til en bydag i en by i nærheden, der hedder Jessheim. Her var vi først på brandstationen og derefter i en park, hvor børnene gik glade derfra med ansigtsmaling, ballondyr og en gratis slikpose. Om aftenen var de her på besøg, og det var rigtig hyggeligt.                                      
I den weekend vi lige har haft har vi været på besøg hos Filips fætter Niclas og hans familie i Slemmestad. De har to dejlige børn – Tristan på 2 år og Elise på 5 uger. Vi overnattede fra fredag til lørdag, og havde mange hyggelige timer med ture på legepladsen, spil og snak.  Det var rigtig hyggeligt at se dem alle fire, og dejligt med familie i nærheden!
I søndags mente Elisabeth og Daniel helt bestemt, at vi skulle med på en af de ture, de havde været på med Milka i skolen. Vi skulle på eventyr i skoven… Elisabeth er ret så kvik på hendes små fødder og med hendes spinkle krop, så hun fløj hen over alle forhindringerne i skovbunden – grene, sten, mudder og små vandløb. Daniel fulgte lidt mere pivet efter, så han passede bedre til mit tempo. Elisabeth udbrød flere gange ”Er det ikke bare flot”… og det har hun jo ret i. Naturen heroppe er virkelig fantastisk! 
(Christina)
















Ingen kommentarer:

Send en kommentar