onsdag den 18. september 2013

Nye dejlige mennesker

Efter en lang pause er jeg nu i gang igen her på bloggen. I skrivende stund (lørdag) sidder jeg sammen med Anne Dorthe og Jakob i en bus på vej til Chiclayo. Vi skal til fødselsdag hos Kate. Udsigten er ørken, ørken og atter ørken i godt 3 timer. Kedeligt men på en måde også afslappende og hyggeligt. Dog hjælper den voldsomme larm fra filmen i bussen ikke på hyggen, og ørepropper er en hjælp, når jeg nu vil koncentrere mig lidt om at skrive her.
Jakobs fødder og udsigten på vej til Chiclayo..

Jakob er volontør og er, ligesom Naja, kommet for at undervise vores og Frovins børn. Han bor hos Frovins, og hun bor hos os. Vi er virkelig taknemmelige over, at de er her, og hjælper os med børnene, deres danskundervisning og forskellige udfordringer i deres peruvianske skole. De er rigtig dejlige begge to, og det er skønt for både os og børnene, at de er her for at hjælpe. 






Et par andre nye kollegaer er det amerikanske ægtepar Henrik og Patty. De er ærlige, dejlige og ligetil. De har mange års erfaring som missionærer efter deres ca. 18 år i Chiclayo, så det er guld værd for os! 


Det er spændende at komme tættere på det peruvianske folk her i byen. Flere kontakter kommer lidt af sig selv, og vi må håbe, at nogle af de bekendtskaber, vi nu får, kan give os muligheder for at fortælle nogle om Jesus. Filip er eksempelvis i god kontakt med tømreren, der har lavet vores senge og nu er i gang med et sofabord og låger til køkkenskabe. Det er en hel historie for sig, og får sit eget indlæg. 
Et par gange har Filip været med henne at besøge en syg mand sammen med Henrik, Thomas og peruvianeren Pichin. Sidstnævnte er meget direkte og kritisk overfor kristendommen, men han er interesseret og har været med til at læse i Bibelen og bede.
Børnene kommer nok også til at føre os sammen med nogle forskellige. Eksempelvis har Elisabeth haft besøg af en veninde fra klassen, Trasy. Hendes mor blev hos os imens, og så fik jeg snakket en del med hende. Vi kom ind på mange ting lige fra børnenes skole til klimaet og arbejdsforhold i Peru. Rigtig hyggeligt bare at snakke stille og roligt med en sød peruvianer, og lære både hende og kulturen bedre at kende.

(Christina)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar